Sikre Opskrifter til Pissedårlig eksaminer
Otte advarsler i "Alexander Von Oettingen stil”.
1) “Jeg skimmede kun de første tre sider”-eksaminatoren
Underviseren der starter stærkt, men efter frokostpausen kun lige når at bladre rapporterne igennem.
Eksamensgrundlag: Forsiden, indholdsfortegnelsen og et par tilfældige sætninger.
2) “Det kommer an på, hvad jeg lige synes i dag”
Kriterier? Hvilke kriterier? Eksaminatorens humør, koffeinniveau og vejret har større betydning end læringsmål eller Blooms Taksonomi.
3) “Jeg dømmer efter mine kæpheste”-biasen
For helvede, de har jo ikke engang brugt SCRUM → Det skal der slås ned på.
Objektivitet? Næ nej – her bedømmes smag, ikke faglighed.
4) “Fem 12-taller – nu må der snart være en 4’er”-logik
I stedet for at vurdere præstationen isoleret opstår der karakterøkonomi: Der skal være variation i stakken – “for sådan må det være”.
5) “Okay, censor skal også have lidt taletid”
I forsøget på at skabe en god stemning lader underviseren censor stille spørgsmål, der ligger uden for skiven: → “Den studerende bliver forvirret.”
6) “Okay, censor skal også have lov til at bestemme lidt”
I forsøget på at skabe en god stemning lader underviseren censor give karakterer med argumenter du ikke kan tilbagevise på grund af din “lidt intuitive” forberedelse.
→ “De studerende bliver ikke bedømt retfærdigt.”
7) “Mine kollegaer er for blødsødne – det er jo ikke en gavebutik”
Intern inkonsistens mellem eksaminatorer: → “De studerende taler om hvem de skal op hos .....”
Bedømmelsen afhænger mere af, hvem man trækker, end af hvad man kan.
8) “Jeg winger den og finder på spørgsmål i nuet”
Spørgsmålene vælges på ren mavefornemmelse: → “Hmm, lad os snakke om noget med threads... eller vent... REST API’er… eller noget helt tredje?”
De studerende føler sig i et lotteri og eksaminator virker fraværende.